Pressemeddelelse: SF vil redde ungdomsteater fra at lukke

Den lukningstruede teaterforening Kastli’a skal have 150.000 kroner i tilskud til husleje, så teatrets fortsatte eksistens er sikret, lyder et byrådsforslag fra SF. Folkesocialisterne vil dermed underkende Kultur- og fritidsudvalget, der vendte tomlen nedad til teatrets ansøgning om støtte

“Hvordan kan udvalget putte 12 millioner kroner i Værket og 5 millioner kroner i Randers Kammerorkester, når det så ikke kan finde et meget mindre beløb til en teaterforening, der alene trækker på frivillig arbejdskraft, og som gør en positiv forskel i mange unge menneskers liv,” siger Kasper Fuhr Christensen, gruppeformand for SF i Randers byråd, som på vegne af SF har stillet forslaget.

Forslaget, der godkender teaterforeningen Kastali’as ansøgning om 150.000 kroner i støtte til husleje, varme og el, pålægger Kultur- og Fritidsudvalget, at de selv skal finde pengene. Og ifølge Kasper Fuhr Christensen burde det ikke være en svær opgave.

“Det er oplagt at finde pengene ved at tage en smule fra de store institutioner, for eksempel Værket og Randers Kammerorkester, som samlet sluger 17 millioner. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke sikker på, at de overhovedet vil kunne mærke det.”

Populær fritidsaktivitet for unge
Bedømt ud fra Facebook-gruppen “Bevar Kastali’a” vil teaterforeningen, som tilbyder unge at prøve kræfter med at lave teater, blive savnet, hvis den bliver nødt til at lukke. På Facebook-gruppens væg beskriver mange tidligere og nuværende brugere, hvad Kastali’a har betydet for dem.

“Jeg synes, at beretningerne på Facebook fortæller, hvorfor det ville være et stort tab at miste foreningen. Det er jo helt tydeligt, at Kastali’a betyder meget for de unge, der har været eller er med i foreningen,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Demonstrerer mod lukning
Nuværende og tidligere brugere har gennem Facebook-gruppen slået sig sammen om at lave en demonstration i forbindelse med byrådsmødet i dag (mandag den 26. marts). Målet er at gøre byrødderne opmærksomme på, hvad kommunen går glip af, hvis teatret bliver nødt til at dreje nøglen om.

SFs forslag bliver behandlet i byrådet mandag den 23. april.

For mere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Link til Facebook-gruppen “Bevar Kastali’a”: https://www.facebook.com/groups/179031995547914/

Link til info på Facebook om demonstrationen: https://www.facebook.com/events/370431922979849/


SF Randers om nytårstalen: Glemte unge arbejdsløse

Statsministerens første nytårstale slog på solide venstreorienterede værdier om pligt og ret, og det var godt og tiltrængt, mener SF’s gruppeformand i Randers, som dog undrer sig over, at statsministeren ikke sagde mere om de mange unge, som ikke kan få et arbejde

Pressemeddelelse udsendt den 2. januar 2012

“Mere end 100.000 unge danskere er arbejdsløse. Det holder ikke. Jeg er bange for, at vi er ved at smække døren til arbejdsmarkedet i for en hel generation,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for SF i Randers.

“De unge har brug for noget at lave. Erfaringerne fra 80’erne, hvor mange unge var arbejdsløse, viser, at de unge vil få svært ved at komme ordentligt ind på arbejdsmarkedet. Der er stor fare for, at mange af dem ender på livslang forsørgelse fra det offentlige. Og det kan hverken de unge selv eller samfundet leve med.”

Kun en enkelt linje i statsministerens tale handlede om unge arbejdsløse. Ifølge Kasper Fuhr Christensen er det alt for lidt.

“Hvorfor statsministeren ikke tog bedre fat i, at mange unge ikke kan få et job, forstår jeg ikke. En stor del af min omgangskreds mærker problemet på egen krop, og jeg havde håbet, at statsministeren ville komme et klarere svar på, hvad hun vil gøre for at hjælpe dem.”

Banker skal betale mere

Hvis vi ser bort fra de for få ord om unge arbejdsløse, synes Kasper Fuhr Christensen, at talen bød på mange gode elementer.

“Ellers ramte talen skiven. Jeg var især glad for, at Thorning slog så stærkt på venstreorienterede værdier. ‘Gør din pligt, kræv din ret’ blev hevet frem som en vigtig værdi, der skal være med til at løfte os ud af krisen. Jeg er sikker på, at statsministeren har fat i den lange ende, når hun står fast på, at pligter og rettigheder hænger sammen,” siger han.

Han mener, at Thorning-Schmidts mange ord om pligt og ret især bør få konsekvenser for banker og spekulanter.

“Lige nu er det dem, der er mindst skyld i krisen, som står med regningen. Men det er ikke fair, at det store flertal af almindelige danskere eller de svageste skal betale en så høj pris for en krise, som er skabt af grådige banker og spekulanter. Derfor ser jeg frem til, at statsministeren sætter handling bag ordene og sikrer, at banker og spekulanter lever op til deres pligt og stiller sig forrest, når regningen for krisen skal betales. Det er det, der skal til, hvis vi vil aflevere et endnu bedre Danmark til vores børn.”

Kontakt: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk