Velfærdslisten vil redde unge kontanthjælpsmodtagere fra social katastrofe

Det er kommunal kassespekulation af værste skuffe, når socialt udsatte unge i Randers rammes hårdere af kontanthjælpsreformen end nogen andre steder i landet, raser Velfærdslisten, som nu kommer med en lokal redningspakke til de unge

Se Velfærdslistens redningspakke til unge på kontanthjælp her

Læs resten

Skal Randers Kommune have en fattigdomsgrænse?

Markant flere Randers-familier søger hjælp, fordi de lever i økonomisk fattigdom. Sådan lyder den deprimerende besked fra tre kirkelige hjælpeorganisationer, der ligefrem betegner stigningen  i antallet af fattige familier som en eksplosion. Stigningen har desværre også gjort det umuligt for hjælpeorganisationerne at dække behovet for hjælp, og de har derfor måttet indstillet uddelingen af hjælpepakker helt frem til 1. oktober.

Du kan se mere om den stigende fattigdom i indslaget her, der også indeholder et klip med mig, hvor jeg forklarer, hvorfor jeg mener, at en lokal fattigdomsgrænse vil være en hjælp til de alt for mange Randers-familier, der lever i fattigdom.

Mesterklynkeren Kortbek

Normalt bringer bloggen ikke læserbreve. Dog gør jeg en undtagelse med læserbrevet her. Go’ fornøjelse!

Venstres åndelige leder, byrådsmedlem Hans Kortbek, fortsætter her på debatsiderne med at klynke over alle andres klynkeri. Denne gang handler det om, at jeg har foreslået, at vi skal gøre noget ved den voksende fattigdom, der rammer flere og flere danske familier.

Derfor vil jeg indføre en fattigdomsgrænse, så vi kan komme i gang med en målrettet indsats for at bekæmpe konsekvenserne af fattigdommen. Men det er ikke noget, Venstre og Kortbek bryder sig om – og det er der en god grund til.

Kortbeks store forbillede Lars Løkke har sammen med Barfoed og Pia Kjærsgaard skabt en stor del af den voksende fattigdom med forringelser af overførselsindkomsterne og deciderede fattigdomsydelser. Derfor forstår jeg godt, at den lokale Venstre-fører klynker over, at jeg vil have det frem i lyset, så vi forhåbentlig kan få det ændret. Det voksende antal fattige sætter nemlig en tyk streg under, at Løkke og co. har svigtet de svageste danske familier.

Kortbek forsøger derfor at skyde forslaget ned ved at kalde det klientgørelse og offerdyrkelse. Sjovt nok ikke ord, han bruger, når han snakker om bankerne, der ellers har fået i pose og sæk af Løkke-regeringen, men upåvirket fortsætter klagesangen. Ligesom vi også får den gamle Venstre-sang om, at det er familiernes egen skyld – eller at de selv har valgt det.

Sikke noget vås! Det er Kortbeks partikammerater på Christiansborg, der har valgt det, fordi de hellere vil dele skattegaver ud til de rigeste og bankerne.

Kortbek vil sikkert fortsætte sit klynkeri over, at alle vi andre skulle klynke. Og det har jeg det fint med, for som et lettere omskrevet ordsprog siger: Den, der tudefjæset se kan, det er tudefjæsets ejermand.

Bragt i Randers Amtsavis d. 10. maj 2011

Læserbrevet er et svar på et læserbrev af Hans Kortbek fra Venstre. Det kan du læse her.

Læs mere om fattigdomsgrænsen her: Politik uden nosser og hjerte (Amtsavisen.dk)