Stik forbudspiben ind!

Velfærdslisten siger klart nej til Venstres forslag om et rygeforbud i kommunale parker og anlæg og for kommunens medarbejdere

Sundheds- og omsorgsudvalget i Randers Kommune skal i dag behandle et meget medieomtalt forslag til ny rygepolitik, der vil forbyde rygning i kommunale parker og anlæg, mens kommunens medarbejdere ikke længere vil få mulighed for at tage en selvbetalt rygepause. Borgmesterpartiet, Venstre, har allerede meddelt sin opbakning til forslaget. Samme kærlige modtagelse får forslaget dog ikke af Velfærdslisten.

“Vi vil ikke være med til at dele fyresedler ud til medarbejdere, der tænder en smøg i en pause, og vi vil heller ikke forhindre borgerne i at ryge en pibe tobak, mens de går en tur i Doktorparken, eller smide en hjemløs ud af herberget, fordi hun ryger en smøg i haven” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten, og fortsætter:

“Venstres forbudstrang er udtryk for en ubehagelig mistillid til kommunens medarbejdere og borgere. Det nu tidligere liberale parti bilder sig åbenbart ind, at de har ret til at bruge tvang og forbud til at påtvinge folk nogle bestemte sundhedsidealer. Venstres Louise Høeg siger i et interview, at forbuddet skal fremme rygernes livskvalitet. Helt ærligt, hvad bilder hun sig ind? Hun kan da ikke bestemme, hvad der giver livskvalitet for andre end hende selv.”

Kasper Fuhr Christensen deltager i dag i mødet i sundheds- og omsorgsudvalget som vikar for Beboerlistens Jens Laursen. Her vil han stemme imod forslaget om forbud, men også pege på et andet problem.

“Forbuddet mod rygning i parker og anlæg kan slet ikke håndhæves. Kommunen har nemlig ingen hjemmel til at opkræve bøder, hvis forbuddet overtrædes. Derfor virker det her helt tosset.”

På et punkt er Velfærdslisten dog med på at se på mulighederne for at skabe mere røgfrihed, nemlig i børnemiljøer.

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Pressemeddelelse udsendt tirsdag den 27. oktober 2015

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *