Randers Kommune diskriminerer borgere med handicap

Velfærdslisten raser over, at et flertal i byrådet i mandags besluttede at behandle borgere med handicap dårligere end alle andre borgere

På byrådsmødet i mandags (14. september 2015) besluttede et flertal i Randers Byråd (S, V, DF, K og R) at holde fast i, at handicapområdet ikke skal have en større pose penge, selv om der kommer flere borgere med handicap. Det samme gælder ikke for børn og ældre, hvor flere borgere udløser flere penge. Og det får Velfærdslisten til at kritisere byrådsflertallet for at forskelsbehandle borgere med handicap.

“Det er beskæmmende for Randers Kommune, at man behandler borgere med handicap, som om de er andenrangsborgere. For hvorfor skal de behandles anderledes end børn og ældre?” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Sagen handler om de såkaldte demografimodeller, der tildeler penge til kommunens forskellige områder på baggrund af forventninger om befolkningsudviklingen. Men til forskel fra børn og ældre fører flere borgere med handicap ikke til en større pengepose til området.

“Vi har et notat fra forvaltningen, der klart og tydeligt viser, at Randers Kommunes diskrimination af borgere med handicap fører til en løbende udhuling af kvaliteten af hjælpen til borgere med handicap. Vi ved nemlig, at andelen af borgere med handicap vokser – men alligevel får området ikke en pose penge, der svarer til det antal borgere, der har brug for hjælp.”

Han understreger, at byrådsflertallets budgetpraksis kan være i strid med lovgivningen.

“Randers Kommune må ikke udsætte nogen for usaglig forskelsbehandling. Derfor kan man rejse tvivl ved, om det overhovedet er lovligt. Men det her burde ikke være en retlig diskussion. For selvfølgelig burde flertallet i byrådet bare behandle borgere med handicap på samme måde som alle andre borgere.”

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Pressemeddelelse udsendt onsdag den 16. september 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *