Indenrigsministeriet tager afslag på indsigt i skolelukninger op til behandling

Måske var det alligevel klart ulovligt, da Randers Kommune nægtede byrådsmedlemmer fra Beboerlisten, Radikale Venstre og Velfærdslisten indsigt i power point-slides om skolelukninger. Social- og Indenrigsministeriet har nemlig af egen drift besluttet sig for at tage sagen op til behandling og bedt Statsforvaltningen om at forklare sig

Den 28. maj 2014 klagede Beboerlisten og Velfærdslisten over, at de var blevet nægtet indsigt i power point-slides om skolelukningerne. Men først næsten et år senere – længe efter et flertal i byrådet havde besluttet at lukke fem folkeskoler, overbygningsklasserne på seks skoler og 0.-6. klasse på en skole – nemlig den 8. maj 2015, udtalte Statsforvaltningen sig om sagen.

Kort fortalt var Statsforvaltningens konklusion, at forvaltningen kan fremlægge oplysninger for nogle byrådsmedlemmer, men nægte andre byrådsmedlemmer indsigt i de samme oplysninger, så længe oplysningerne fremlægges som et power point-show med en projektor. Men hvis power point-slidesene blev printet ud og givet til nogle byrådsmedlemmer og herefter indsamlet igen, så var Statsforvaltningen “mest tilbøjelig til at antage, at materialet vil være omfattet af kommunestyrelseslovens § 9, stk. 1” .

Men den retsopfattelse står måske for skud nu. I hvert fald har Social- og Indenrigsministeriet af egen drift besluttet sig at for at tage sagen op til behandling og bedt Statsforvaltningen om at forklare sig.

Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten, udtaler:

“Da vi på et byrådsmøde diskuterede Statsforvaltningens udtalelse, kritiserede jeg Statsforvaltningens udtalelse for at være i strid med en udtalelse fra 2011 om en tilsvarende sag fra Aarhus Kommune, og at den rigide skelnen mellem oplysninger fremvist på en projektor og trykt på et papir hverken havde støtte i lovgivningen eller virkeligheden i dag, hvor oplysninger kan være lagret på alle mulige medier.”

“Derfor er jeg glad for, at Indenrigsministeriet nu tager sagen op til behandling. Jeg håber, at deres behandling af sagen vil vise, at det administrative klagesystem ikke er helt tømt for nosser, og at de har modet til at sætte den politiske magtelite på plads. For hvis en kritisk opposition ikke har ret til at få at vide, hvad der foregår i kommunen, er det lokale folkestyre reelt sat ud af kraft.”

“Den her sag handler om, om en politisk magtelite bare kan forskanse sig bag lukkede døre og træffe beslutninger henover hovedet på dem, der står for skud, eller om folket og den kritiske opposition har ret til at få at vide, hvad der foregår bag de lukkede døre. Jeg håber, at Indenrigsministeriet vil komme med en udtalelse, der sætter en stopper for den mørklægning, de skjulte dagsordener og det hemmelighedskræmmeri, som Omann udsætter Randers Kommune for, og som kun er blevet værre, siden Statsforvaltningen kom med sin udtalelse.”

“Om nødvendigt vil vi forfølge den her sag til allersidste instans. For borgerne i Randers Kommune fortjener at blive behandlet ordentligt. De fortjener nogle politikere, de kan stole på. Og de fortjener, at byrådets beslutninger bliver truffet på et åbent, demokratisk og ærligt grundlag.”

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

LÆS INDENRIGSMINISTERIETS BREV HER

—-

LINKS TIL SAGENS CENTRALE DOKUMENTER:

Den oprindelige klage fra Beboerlisten og Velfærdslisten

Kasper Fuhr Christensens notat til Statsforvaltningen af 23. februar 2015

Statsforvaltningens udtalelse af 8. maj 2015

Pressemeddelelse udsendt onsdag den 19. august

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *