Omann svigter udsatte børn og unge 

I dag er hovednyheden på dr.dk, at Randers Kommune erkender, at indsatsen for udsatte børn og unge ikke lever op til lovens minimumskrav. Men det er egentlig ikke nogen nyhed. I starten af denne måned behandlede børn- og skoleudvalget nemlig en afgørelse fra Arbejdstilsynet, der blandt andet fastslår, at mere end halvdelen af de børnefaglige undersøgelser og handleplaner ikke bliver lavet til tiden. 

Derfor har byrådet længe kendt til lovbruddene. Alligevel besluttede et flertal i byrådet (K, V, S og DF) på byrådsmødet mandag den 22. juni at forringe indsatsen for udsatte børn og unge med hele 16 millioner kroner om året.

Selv om Arbejdstilsynet er ved at undersøge mulighederne for at politianmelde Randers Kommune, og det er dokumenteret, at rådgiverne har så travlt, at de ikke kan overholde loven, har byrådsflertallet tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre andet end skære ned. På sidste byrådsmøde fremturede Dansk Folkeparti endda med flere vanvittige angreb på medarbejderne, der af Morten Grosbøll blev kaldt udygtige, og en bestemt tillidsmand, som Frank Nørgaard mente var skyld i alle problemerne.

Som daglig leder for forvaltningen bærer borgmester Claus Omann Jensen (V) det øverste ansvar for, at loven overholdes, og at ingen børn lider overlast som følge af mangel på medarbejdere og ressourcer. Den opgave formår han tydeligvis ikke at løfte.

Læserbrev sendt torsdag den 25. juni 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *