Flere pædagoger og medhjælpere til de mindste frem for multiarena og lyskryds ved politigården

På mandag skal Randers Byråd tage stilling til Velfærdslistens forslag om at sløjfe projektet med en ny multiarena og et lyskryds ved politigården til fordel for at ansætte mindst 23 ekstra pædagoger og medhjælpere til at drage omsorg for børnene i vuggestuer og børnehaver

“Byrådsflertallet forklarer sine nedskæringer med, at de var nødvendige og ikke til at undgå. Men det passer ikke. I virkeligheden er der tale om, at de har truffet nogle politiske valg, som hverken er ansvarlige, nødvendige eller naturlige, siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Han fortsætter:

“Det bliver for eksempel tydeligt, når vi ser på de 35 millioner kroner, som budgetflertallet vil bruge på en multiarena og et totalt overflødigt og upopulært lyskryds ved politigården.”

Velfærdslisten mener, at de 35 millioner kroner ville gøre meget mere gavn, hvis de i stedet blev brugt på at ansætte flere pædagoger og medhjælpere til at drage omsorg for kommunens alleryngste borgere i børnehaver og vuggestuer.

“Hvis de 35 millioner kroner i stedet bruges på at ansætte flere pædagoger og medhjælpere i børnehaver og vuggestuer, kan vi styrke den pædagogiske indsats for kommunens yngste borgere med intet mindre end 8,75 millioner kroner om året. Det svarer til lidt over 23 pædagoger (årsværk – dvs. pædagoger på fuld tid, red.)”

Hykleri og faneflugt

Debatten om forholdene i Randers Kommunes børnehaver og vuggestuer er igen blusset op, efter BUPL i dag har offentliggjort pjecen “Stemmer fra hverdagen”. Pjecen er skrevet af tillidsrepræsentanter og pædagoger og består af dagligdagsberetninger, der fortæller om forholdene for børn og personale.

“Jeg oplever vuggestuebørn, der græder og ikke kan få trøst. Børn, der er sultne, men ikke kan få mad. Børn, der går rundt med en pølseble, der må vente. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, at vi ofte ikke kan opfylde et barns behov,” beretter en pædagog i pjecen.

Og det fik borgmesterkontoret til at reagere.

“Flere penge er ikke altid løsningen på problemer, og det undrer mig, hvis pædagogerne virkelig er så pressede og bekymrede,” udtaler borgmester Claus Omann Jensen i dagens udgave af Randers Amtsavis.

Det har imidlertid fået Velfærdslisten på banen med en skarp kritik af borgmesterens udtalelser, som listen betragter som rendyrket hykleri og faneflugt.

“Dagen før byrådsvalget uddelte Claus Omann Jensen en check på intet mindre end 30 millioner kroner til børnehaver og vuggestuer i Randers Kommune. I den forbindelse udtalte han, at personalenormeringen var skåret så langt ned, at det var uanstændigt. Siden er den normering kun blevet forringet yderligere af Omann og hans flertal. Alligevel undrer han sig nu over, at pædagogerne udtrykker bekymring over konsekvenserne af hans nedskæringer,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Han fortsætter:

“Det er ikke kun de ringe forhold, byrådsflertallet byder kommunens alleryngste borgere, der er uanstændige. Det er borgmesterens faneflugt over for de allermindste børn i den grad også!”

Han mener, at Omann og Venstre-gruppen nu får chancen for at vise, at løfterne til børnene ikke bare var spil for galleriet.

“Vi har fremlagt et fuldt finansieret forslag til et løft af kvaliteten i kommunens børnehaver og vuggestuer. Hvis borgmesteren og hans flertal hellere vil brænde pengene af på prestigeprojekter end at styrke den pædagogiske indsats for kommunens alleryngste borgere, bliver det jo desværre sådan, så længe mindst 16 mandater i byrådssalen holder fast i de skæve prioriteringer. Men så synes jeg bare, at de skulle have sagt det, da der var valg, frem for at bilde vælgerne ind, at de ville skabe bedre forhold for vores børn.”

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Læs mere om fyldte bleer og ulykkelige småbørn i Randers her: http://www.avisen.dk/spareiver-i-randers-fyldte-bleer-og-ulykkelige-smaab_314297.aspx

Læs BUPL’s pjece “Stemmer fra hverdagen” her: http://kasperfuhr.dk/wp-content/uploads/2015/03/stemmer-2.pdf

Læs Kasper Fuhr Christensens læserbrev om Omanns udtalelser her: http://kasperfuhr.dk/2015/03/laeserbrev-omann-flygter-fra-loefter-til-boernene/

Læs Velfærdslistens byrådsforslag her: http://kasperfuhr.dk/2015/03/flere-paedagoger-og-medhjaelpere-i-boernehaver-og-vuggestuer-frem-for-multihal-og-lyskryds-paa-rosenoernsgade/

Pressemeddelelse sendt den 20. marts 2015.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *