Velfærdslisten: Skoleplan indeholder skjulte nedskæringer

Den netop fremlagte skolelukningsplan indebærer, at der i 2016 vil være 32 millioner kroner mindre til undervisning, men det fremgår ikke af de fremlagte papirer, og det får Velfærdslisten til at beskylde forligspartierne for at vildlede befolkningen

I går fremlagde Socialdemokraterne, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en skolelukningsplan, der berører stort set alle skoler i Randers Kommune. Kort efter offentliggjorde de et budgetforlig, som indeholder nedskæringer på alle områder på 1 % i 2015 og 2 % i 2016. Det betyder, at skoleområdet beskæres med 9 millioner kroner i 2015 og 18 millioner kroner i 2016. Budgetforliget er blevet til samtidigt med skoleforliget, men alligevel fremgår de planlagte nedskæringer ikke af de fremlagte papirer om skolelukningerne, og det får nu Velfærdslisten til at beskylde forligspartierne for at spille med skjulte kort.

“Skolelukningspartierne undlader at fortælle borgerne, at konsekvensen af deres beslutninger er, at der i 2015 vil være 20 millioner kroner mindre til undervisning, i 2016 vil der være 32 millioner kroner mindre, og over hele budgetperioden fjerner de fem partier 124 millioner kroner fra vores børns undervisning,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem og socialudvalgsformand for Velfærdslisten.

Han fortsætter:

“Det er decideret løgn, når forligspartierne påstår, at de tager fra mursten og giver til undervisning. Tværtimod. De gør præcis det modsatte og dækker på den måde over tidligere byråds skandaløse forsømmelse af vedligeholdelse af bygninger og IT.”

Ifølge Velfærdslisten er den samtidige offentliggørelse af budgetforliget endnu en demokratisk katastrofe.

“Først sætter de den kritiske opposition og befolkningen uden for døren i processen op til skolelukningsplanen. Derefter forsøger de så at liste et nedskæringsbudget igennem i ly af debatten om skolelukninger. Det er fejt og tøsedrenge-agtigt,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

 

HER KOMMER TALLENE FRA: 

Af tabel 9 på side 57 i “Fremtidens skolevæsen i Randers Kommune” (skolelukningsplanen) fremgår personalebesparelserne ved de foreslåede klassereduktioner. Det tal er så fratrukket det beløb, der geninvesteres i undervisning. Det geninvesterede beløb fremgår af tabel 13 på side 69. Her er det kun indsats 1, der skal medregnes, da indsats 2 alene dækker en underfinansiering, og udgiften var således blevet afholdt under alle omstændigheder. Det første tal i plus-regnestykket herunder udgør således resultatet af ovenstående subtraktion (personalebesparelser minus geninvesteret beløb). Det næste tal i plusregnestykket er effekten af det budgetforlig, der er blevet offentliggjort under titlen “Fælles forståelse om skolestruktur og budget 2015-18”. Her reduceres skolebudgettet med 1 % i 2015 og 2 % i 2016 og årene herefter. Summen af de to tal i plus-regnestykket udgør således den samlede nedskæring i undervisningen på skoleområdet.

Nedskæringerne fordeler sig således:

2015: 11 + 9 = 20 millioner kroner

2016: 14 + 18 = 32 millioner kroner

2017: 16 + 18 = 34 millioner kroner

2018: 20 + 18 = 38 millioner kroner

Samlet 2015-18: 124 millioner kroner

 

Pressemeddelelse udsendt fredag den 15. august.

En tanke om "Velfærdslisten: Skoleplan indeholder skjulte nedskæringer"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *