Velfærdslisten: Skoleplan er en demokratisk katastrofe

Når forvaltningen i morgen offentliggør byrådsflertallets planer om skolelukninger, fremlægger de ifølge Velfærdslisten resultatet af en lovstridigt lukket og udemokratisk proces 

I morgen fremlægger forvaltningen i Randers Kommune det længe ventede resultat af forhandlingerne om en ny skolestruktur. Men ifølge Velfærdslisten har byrådsflertallet (S, K, DF, V og SF) grebet forhandlingerne an på en både ulovlig og udemokratisk måde.

“Det her en demokratisk katastrofe. De grundlæggende demokratiske spilleregler, der sikrer, at også de, der ikke er en del af flertallet, har noget at skulle have sagt, har været sat ud af kraft. Både borgere og den politiske opposition har været sat uden for døren. Det er en klokkeklar lovovertrædelse og en skandaløs mangel på respekt for grundlæggende demokratiske værdier,” siger byrådsmedlem og socialudvalgsformand Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten).

Han fortsætter:

“Lærere, forældre og elever har ikke haft noget at skulle have sagt. Desværre! Det betyder, at udspillet alene er et resultat af en elitær beslutningsproces, der er foregået hen over hovedet på folket. Det er arrogant og i modstrid med den demokratiske tilgang, der normalt bruges i Danmark.”

Velfærdslisten mener, at især en gruppe af børn og forældre placeres i en meget urimelig situation.

“Mange børn er netop startet i børnehaveklassen på en skole, der måske står foran en lukning. Det sætter både børn og forældre i en urimelig situation, som kunne have været undgået.”

 

Tilstår ulovligheder

Forskningschef i forvaltningsret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, har udtalt, at han også finder flertallets tilsidesættelse af den politiske opposition ulovlig.

“Når så fremtrædende eksperter bakker op om vores kritik, undrer det mig meget, at man ikke tager det mere alvorligt. Det lader til, at byrådsflertallet er enige om, at man bare kan tilsidesætte loven og demokratiet, hvis det er opportunt. Det er meget, meget bekymrende.”

Og ifølge socialudvalgsformanden er forvaltningens invitationer til morgendagens møder et tilståelsesdokument.

“Jeg ser forvaltningens invitation som en klar tilståelse. De skriver, at forslaget er udarbejdet på baggrund af tilkendegivelser fra 26 byrådsmedlemmer. I en tilsvarende sag fra Aarhus Kommune udtalte Statsforvaltningen, at den slags skal besluttes af byrådet eller et udvalg. Byrådsflertallet lader til at have skabt en parallel beslutningsstruktur, hvor de har udelukket den kritiske opposition (Beboerlisten, Radikale og Velfærdslisten). Derfor har jeg aftalt med Beboerlisten, at vi sender invitationerne videre til Statsforvaltningen” siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:

“Og så er det altså tøsedrenge-agtigt, at byrådsflertallet gemmer sig bag forvaltningen og ikke selv fremlægger forslaget. Men på sin vis er det meget symptomatisk for det maskerade-spil, som har kendetegnet den her højst kritisable proces.”

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Mere info om lovbrud: http://kasperfuhr.dk/2014/05/borgmester-begaar-lovbrud/ 

Oluf Jørgensens udtalelser: http://dk-nyt.dk/sider/artikel.php?id=71897&p=5;

Pressemeddelelse udsendt tirsdag den 12. august

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *