Velfærdslisten vil stoppe Randers Kommunes sociale dumping

Skal kontanthjælpsmodtagere i nyttejob arbejde på overenskomstmæssige vilkår? Det skal byrødderne i Randers nu forholde sig til. Velfærdslisten stiller nemlig forslag om, at nyttejobberne kun skal arbejde det antal timer, det ville tage dem at tjene deres ydelse hjem, hvis de fik løn efter overenskomsten

De cirka 550 kontanthjælpsmodtagere, som Randers Kommune vil sende i nyttejob, har god grund til at følge med i byrådsmødet på mandag kl. 16. Her skal byrådet nemlig tage stilling til et forslag fra Velfærdslisten om, at kontanthjælpsmodtagere i nyttejob skal have ret til overenskomstmæssig løn.

Hvis byrådet vedtager forslaget, betyder det i praksis, at nyttejobberne maksimalt skal arbejde det antal timer, det ville tage dem at tjene deres ydelse hjem, hvis de fik løn efter overenskomsten. Sådan er det langt fra i dag, hvor kommunen kan tvinge kontanthjælpsmodtagere til at arbejde helt op til 37 timer om ugen for deres ydelse.

“At udnytte den ulykkelige situation, at en borger er arbejdsløs, til at tvinge ham til arbejde for det, der svarer til en ussel løn på helt ned til 37 kroner i timen, er hamrende uretfærdigt. Det er en perfid hån af de arbejdsløse og et alvorligt angreb på den danske model,” siger Kasper Fuhr Christensen, formand for Socialudvalget og byrådsmedlem for Velfærdslisten, og fortsætter:

“Vi vil under ingen omstændigheder være med til at sende kommunens arbejdsløse borgere ud i ydmygende tvangsarbejde, hvor de frarøves almindelige overenskomstmæssige rettigheder.”

Velfærdslistens forslag, der vil også indføre et krav om, at nyttejobbet skal tjene et formål i forhold til borgerens fremtidsplaner, og gøre krav om merbeskæftigelse gældende, skal således også forhindre kommunen i at lave social dumping.

“Kommunen skal ikke misbruge arbejdsløses ulykkelige situation til løntrykkeri og billigt tvangsarbejde. Derfor vil vi ved at indføre et krav om merbeskæftigelse sikre, at kommunen ikke misbruger nyttejob til at spare ordinære job væk. Samtidig vil vi kræve, at jobbet tjener et formål i forhold til borgerens fremtidsplaner. Hvis kommunen iværksætter et nyttejob for en borger, skal det være, fordi det er en del af et individuelt tilrettelagt forløb, der sigter på at hjælpe hende med at få et job – og ikke fordi det får refusionskronerne til at klinge i kommunekassen eller kan bruges til erstatte ordinært ansatte med tvangsarbejdere.

Kasper Fuhr Christensen håber på bred opbakning til forslaget og forventer især opbakning fra en bestemt kant.

“Da Socialdemokraterne og SF før folketingsvalget lancerede ideen om nyttejob, var meldingen, at det skulle foregå på overenskomstmæssige vilkår. Men efter valget ændrede det sig – ligesom så meget andet. Men vi må antage, at det har været for at lave et kompromis i Folketinget. Og derfor regner jeg da med, at forslaget naturligvis vil møde opbakning fra S og SF i byrådssalen. For jeg kan ikke forstå, hvorfor to partier, der historisk har haft tætte bånd til fagbevægelsen, ikke skulle stemme for et forslag, der vil sikre, at kommunen ikke udnytter tvangsarbejdere på sulteløn til at fyre ordinære medarbejdere og således spare penge,” siger han og fortsætter:

“37 kroner i timen lyder som et tilbud fra et skummelt østarbejderfirma. Men nej. Her er det kommunen, der står bag. Ret og pligt er erstattet med tvang. Arbejdsløse og syge udsættes for en ubehagelig og mistænkeliggørende hetz, og det er det kommunale tvangsarbejde en del af. Den hetz skal vi have gjort op med, og det er forslaget her en del af.”

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Se forslaget her: http://nemweb.randers.dk/NemAgenda/DocumentView.aspx?document_id=1771915

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *