SF sikrer nedskæringsoplæg på 337 millioner kroner

Læserbrev: Sådan blev resultatet, da en højst overraskende, ny nedskæringsakse – bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og SF – rejste sig i byrådssalen og stemte et budgetoplæg med rammeforringelser på velfærden for hele 337 millioner kroner igennem. Oplægget indeholder nemlig en nedskæring på 1 % for hvert af de fire budgetår. Det betyder, at den nye nedskæringsakse, hvor SF udgør det afgørende 16. mandat, lægger op til at forringe velfærden med 1 % i 2015, 2 % i 2016, 3 % i 2017 og 4 % i 2018. Det betyder, at der i 2018 vil være hele 151 millioner kroner om året mindre at lave velfærd for. Det svarer til nedlæggelse af op til 450 velfærdsjob.

Og når forringelsesfirkløveren samtidig lægger op til at afskaffe den jobgaranti, som ellers har sikret kommunens ansatte mod nedskæringsrelaterede fyresedler, kommer der til at stå fyringer på menuen for kommunens medarbejdere. Desværre!

Og hvem betaler så prisen? Jo, det gør børn, skoler, udsatte familier, socialt udsatte, arbejdsløse, ældre, handikappede, borgere med psykiatriske problemer – og sådan kunne jeg blive ved. Og de af kommunens medarbejdere, der rammes af den folkesocialistiske sparekniv, kan så stille sig op i arbejdsløshedskøen – men der gør de sig nok klogt i at være tålmodige, for indsatsen for arbejdsløse skal der også spares på, hvis det står til forringelsesfirkløveren.

Men ikke nok med det. Samtidig forsøger nedskæringsaksen at lægge et historisk røgslør over forringelserne. For første gang nogensinde kommer budgetforhandlingerne nemlig ikke til at foregå på baggrund af et basisbudget, som alene indeholder fremskrivninger og demografireguleringer (befolkningsprognoser osv.). Tværtimod. Når budgetforhandligerne går i gang i efteråret har V, DF, RV og SF sikret, at basisbudgettet – som beskrevet ovenfor – indeholder forringelser for hele 337 millioner kroner. Det tilslører omfanget af nedskæringerne for borgerne – og hvordan SF har fået den udemokratiske kamel ned gennem fordøjelsessystemet, tenderer det komplet uforståelige.

På det foregående møde i økonomiudvalget havde Velfærdslisten ellers sikret, at byrådet skal diskutere en fuld demografiregulering – svarende til den, børn, skoler og ældre får – på handikapområdet og det specialiserede socialområde og et eventuelt skatteløft (helst af den kommunale skat på erhvervsejendom og grundskylden) i nærmeste fremtid. Men af uransagelige grunde valgte SF nedskæringsvejen. Havde de ikke stemt for den, kunne de i stedet have sluttet sig til Socialdemokraterne, Konservative, Beboerlisten og Velfærdslisten, som ikke ville være med til at skjule nedskæringer i basisbudgettet. Og så havde de fem partier og lister faktisk udgjort et flertal.

Men på trods af, at især Socialdemokraterne, Beboerlisten og Velfærdslisten talte velfærdens sag, steg SF på sparetoget. Men selv om den senere tid taler imod sådan en optimisme på SF’s vegne, håber jeg alligevel, folkesocialisterne kommer til besindelse, inden budgettet endeligt skal vedtages i efteråret. Ellers kan borgere og kommunale medarbejdere nemlig godt begynde at forberede sig på fire kolde år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *