I eftermiddag afgøres Handicapcentret Kronjyllands fremtid

Det populære varmtvandsbassin Handicapcentret Kronjylland i Stevnstrup får måske hjælpende hånd af byrådsundersøgelse. I eftermiddag skal byrådet stemme om Velfærdslistens forslag

Byrødderne i Randers Kommune skal på sit møde i eftermiddag kl. 17 forholde sig til, om kommunen skal undersøge mulighederne for at bevare det velrenommerede varmtvandsbad Handicapcentret Kronjylland i Stevnstrup ved Randers. Sådan lyder et forslag fra Velfærdslisten nemlig.

“Handicapcentret Kronjylland er et unikt tilbud, som vi bør værne om. Lars Pedersen, der driver stedet, er en energisk ildsjæl, som har formået at få mere end 100 frivillige til at hjælpe med at skabe et af Danmarks bedste varmtvandstilbud,” siger Kasper Fuhr Christensen, formand for socialudvalget og byrådsmedlem for Velfærdslisten, og fortsætter:

“For eksempel siger Gigtforeningen, at centret er et af de mest effektive i landet til at behandle gigtsmerter. Derfor ville det være et stort tab for Randers Kommune, hvis varmtvandsbassinet bliver tvunget til at lukke – ikke mindst for de over 2.000 borgere, som i dag drager nytte af tilbuddet.”

Når varmtvandsbassinet står foran en lukningstrussel, skyldes det, at byrådet har opsagt sin aftale om at købe timer hos Handicapcentret Kronjylland. Opsigelsen står til at træde i kraft, når det nye vandland åbner. Men efter Velfærdslistens opfattelse kan det nye vandland ikke tilbyde det samme som Handicapcentret Kronjylland.

“Det nye badeland kan ikke tilbyde 37-40 grader varmt vand, ligesom de trygge og hyggelige rammer vil gå tabt, hvis Handicapcentret Kronjylland tvinges til at dreje nøglen om. Og det vil gå hårdt ud over de allersvageste, som formentlig vil fravælge det nye vandland” siger Kasper Fuhr Christensen.

Velfærdslisten er oplyst om, at kontrakten med vandlandet indeholder en bestemmelse om, at kommunen ikke må købe timer hos konkurrenter. Men når det nye vandland ikke kan tilbyde samme faciliteter, mener Kasper Fuhr Christensen ikke, at klausulen forhindrer kommunen i fortsat at bruge Handikapcenter Kronjylland. Ligesom det ville være ulovligt at binde ydelser i henhold til serviceloven til en bestemt leverandør på baggrund af en OPP-kontrakt, understreger han.

Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk

Se forslaget her: http://nemweb.randers.dk/NemAgenda/DocumentView.aspx?document_id=1756014

(Billedet er fra Google Earth – læs mere her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *